Myxomatose (kaninpest) skyldes et virus. De første tegn på sygdom viser sig ved hævelser i hovedet. ”Søvnige øjne” er et klassisk tegn. Ligeledes hævede læber, små hævelser indeni ørerne og hævelser omkring anus og kønsorganerne. I løbet af en dags tid eller to kan forandringerne blive så markante, at kaninen ikke kan se. Den får også gradvist sværere ved at spise og drikke, og i de fleste tilfælde dør kaninen inden for et par uger.
RHD (VHD) skyldes også et virus, men et andet end det, der forårsager myxomatose. Forløbet af RHD er også meget anderledes. De fleste RHD smittede kaniner vil dø hurtigt uden at vise tydelige sygdomstegn andet end en kort periode med tristhed og sløvhed, der varer nogle få timer. Blandt smittede kaniner, der lever lidt længere, kan sygdomstegnene være ret forskellige, f.eks. feber og kramper, der kan ende med koma og død i løbet af 12-36 timer. I nogle tilfælde ser man blodigt flåd fra næsen umiddelbart før døden indtræder.